Skip til hoved indholdet

Autenticitet

I autentiske læringsforløb lærer eleverne at bruge deres viden og kompetencer til at løse virkelige problemstillinger

Autentiske projekter

Hvorfor autentiske læringsforløb?

De to væsenligste grunde til, at elever arbejder innovativt i autentiske læringsforløb er:

Kontakt til hverdagen

Elever, der arbejder med autentiske problemstillinger fra den virkelige bliver mere motiveret, fordi de kan forholde det, de lærer i skolen til den virkelighed, de møder uden for skolen. Eleverne får selvtillid og motivation, når de oplever, at deres innovative tanker og løsninger skaber værdi for andre.

Undersøgende dialoger

I det autentiske læringsrum har lærere og pædagoger en mere vejledende og faciliterende rolle: Viden er noget der skabes aktivt og i undersøgende dialoger. Når eleverne oplever, at deres spørgsmål, skæve tanker, refleksioner og undren er vigtige for samtalen og dermed læringen, bliver de bedre til at tænke både kritisk og kreativt.

Hvordan arbejder vi innovativt i autentiske læringsforløb?

Spørgsmål fra virkeligheden kobles til skolens fag

I autentiske, innovative læringsforløb arbejder eleverne med spørgsmål fra virkeligheden. De skal fx. komme med løsningsforslag til, hvordan vi bygger vi en bro ved skolen, laver en alternativ trafikkampagne eller genbruger affald på nye måder. På den måde skabes der sammenhæng mellem skolens fag (dansk, matematik, naturfag osv) og helt konkrete, virkelighedsnære og troværdige problemstillinger. 

Det autentiske samarbejde

Problemstillinger kan stilles og/eller løses i samarbejde med offentlige institutioner, det lokale kultur- og erhvervsliv eller elevernes eget nærmiljø. Det væsentligste er, at elevernes idéer eller produkter er troværdige, meningsfulde og skaber værdi for en helt konkret målgruppe. 

Eleverne lærer at forholde sig til en målgruppe, finde på innovative løsningsforslag og bliver samtidig trænet i kommunikation, kreativitet, kritisk tænkning og samarbejde (det 21. århundredes kompetencer). Målet er, at eleverne lærer at være handlekraftige, så de selvstændigt kan arbejde med både hænder og hoved, faglighed og fantasi.

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

Kontakt os

Skole- og PPR-center
Telefon: 43 59 10 00
email: spc@htk.dk

 
Tilgængelighedserklæring